Trehøje Golfklub
Så kom den endelig, lørdag den 19. august. Solen skinnede på en ellers lidt kølig morgen. 30 forventningsfulde torsdagsherre var samlet ved bussen, som var pakket helt op til randen. Alle var i godt humør. Det var tid til vores årlige weekend tur. I år skulle det holdes indenfor landets grænser, vi skulle besøge Trehøje golfklub og Holstebro golfklub, for at være mere præcis. Flere af deltagerne snakkede rigtig godt om de to baner, og det viste sig de havde ret.
Trehøje, som vi spillede om lørdagen, er en rigtig fin bane. Mange vil nok synes den er svær. Nok pga skoven der omringer mange af hullerne. Men også måske pga af lyng, som de så flot har placeret lige der hvor bolderne lander. Det gik lidt ud over scoren. Det viste sig i hvert fald at Pedro spillede en del over gennemsnitsscoren. Det skal dog siges at vinden havde en stor andel i de forsvundne bolde og lav score. Men alt i alt, rigtig flot bane som er værd at spille igen.
Efter runden og en let frokost, kørte bussen videre til Laugesens have, vores overnatnings destination. Inden aftensmaden var der lidt tid til en hurtig power nap, hvilket tror jeg var en del der benyttede sig af. Der blev også observeret et par strandløver i små stramme badeshorts ( dog ikke speedo) som tog en dukkert i swimmingpoolen. Aftensmad var en lækker buffet, folk kunne godt lide maden. Betjening var også i orden, intet at klage over. Efter maden gik vi i kælderen, der var mulighed for at spille billiard, se en film i biografen eller som de fleste valgte, at hænge ud i baren. Der var god stemning blandt folk og det blev en rigtig hyggelig aften. Der blev spillet kort og billiard til meget sent. Men en gang efter midnat begyndte de trætte golfspillere lige så stille at forsvinde inde på værelserne, for at få den nødvendige søvn så de kunne klare endnu en spændende bane dagen efter….
Holstebro Golfklub
Efter en relativ kort nat, var det tidligt op, regningen fra den foregående aftens besøg i baren skulle afregnes og et solidt morgenmåltid indtages. Klokken cirka 08:30 var der afgang til Holstebro Golfklub.
Det havde regnet meget kraftigt i løbet af natten, men da vi steg om bord på bussen skinnede solen og humøret var højt.
Vel ankommet til Golfklubben blev de fine forhold, straks taget i besiddelse og driving rangen kom hurtigt under beskydning.
Efter den flittige brug af rangen, begav vi os ud til gunstart på de respektive huller.
En meget kort byge, sendte os afsted på den flotte bane. Disse meget korte byger var der flere af i løbet af dagen, men de vekslede med flot solskin, så alle kunne holde sig selv og deres grej tørt.
Det første indtryk af banen holdt hele vejen rundt, standen var perfekt og hullerne varierede meget, til trods for at de alle er placeret inde i et smukt skovområde.
Det med at banen er anlagt i en skov, fordre en anden tilgang til hvorledes man vælger at spille banen, end vi er vant til hjemmefra, Chancen for at finde et skævt slag er lille og finder man sin bold er den yderst vanskelig at spille. Dette tror jeg, alle har måtte sande mere end en gang i løbet af runden, som for nogle holds vedkommende var særdeles lang.
Hvert hold var udstyret med en orange bold, denne gik på skift mellem spillerne. De point som spilleren med den orange bold lavede, blev fordoblet og talt derfor tungt i den samlede holdscore. Det var derfor fatalt hvis denne blev mistet under runden, hvilket var årsag til en særdeles heftig botanisering, der blev iagttaget spillere så langt uden for fairway, at man kunne tro at de var på svampe jagt.
Ud på eftermiddagen var alle hold kommet ind, tørstige og ikke mindst sultne.
Dette blev der dog hurtigt rådet bod på, selvom vi var noget senere på den end planlagt.
Særdeles kvikt stod en lækker buffet klar. Efter en kort instruks af restauratøren, om at man godt kunne beherske sig første gang man gik op, da der var mere end vi kunne spise og vi måtte gå alle de gange vi ville. Blev der kort varigt stille mens de første bidder gled ned.
Da maden var sunket og glassene tømt, var der afgang med bussen. På hjemturen blev weekendens strabadser gjort op, og præmierne uddelt. Steen Amby havde om lørdagen, uddelt en hjemmestrikket tipskupon, som man for et beskedent beløb kunne spille på. Når man tænker på at svaret på spørgsmålene, i lighed med spillet, bar præg af en hvis tilfældighed, er det bemærkelsesværdigt at det for andet år i træk lykkedes Erik at rende med hele puljen selv.
Efter præmie uddeling og en kort lur i bussen, ankom vi til GKL.
En stor tak skal lyde til jer alle, for at have medvirket til en super tur, med godt samvær og højt humør.
Tak til Kaj, for at have arrangeret turen, alt klappede og vi var altid fremme i tide.