Kalenderen varsler, at foråret igen er på vej med alt, hvad der er af årligt tilbagevendende forårsopgaver for greenkeeperstaben.
Efter afholdt afspadsering og ferie, er mandskabet tilbage og klar til at gøre banen indbydende til den nye golfsæson.
Det ser ikke ud til, vinterens fugtige perioder eller februars sne og lave frostgrader har medført skader på banen.
Vinterens spil på banen, og det meste af tiden på sommergreens, ser heller ikke ud til at have medført alvorlige slidskader.
Med forbehold overfor vejret de næste par uger, er det ikke udelukket, at banen kan forårsåbnes omkring 1. april med nyklippet græs, flotte stier og bunkers efterfyldt med sand.
De mest markante ”skader” vi kan registrere, er rågernes hakken i greens, og de mange nedslagsmærker der ikke rettes op, eller græstørv, som ikke lægges tilbage på fairway.
Vi kender alle til, at det er drønirriterende, at bolden ligger i et tørvehul, eller der er ikke oprettede nedslagsmærker i putteretningen!
Rågerne lever deres eget liv, men græstørvene og nedslagsmærkerne kan (skal) have meget mere af golfspillernes opmærksomhed.
Vi SKAL hjælpe hinanden med til, at vores bane ikke kan kendes som: Banen, hvor der ”mangler” tørvehuller i fairways, og hvor der er nedslagsmærker i greens!!!
Vi undgik desværre ikke en midlertidig lukning af banen, grundet meget nedbør.
Desværre synliggør det åbenbare problemer med dårlige dræn, på primært 2., 3. og 10. fairway.
Den kommende gasledning giver begrundet håb om, at dræning forbedres langs ledningen, og vil løse nogle af vores dræningsproblemer.
Derimod er der et område på 2. fairway, som under alle omstændigheder skal have tjekket drænene i denne sæson.
Retableringen efter de arkæologiske forundersøgelser er vellykket, og kan tages spillemæssigt i brug ved sæsonstarten.
Teestederne på par 3 banen er efterhånden i en dårlig forfatning.
Det vil vi gerne have ændret i år, og hvis der skulle være nogen af jer medlemmer, som gerne vil hjælpe til med renoveringsopgaven, så kontakt mig gerne på nedenstående mobilnr.
Vi glæder os til at komme i gang med forårsklargøringen, og til at mødes med jer alle igen ude på banen.
På vegne af greenkeeperne
Jesper Hjort
Mobil 3017 3711